Dansk
English
Deutsch
↓

Ekspert om voldgiftssag: - Naalakkersuisut bør være meget bekymret

Poul Hauch Fenger mener ikke, at naalakkersuisut bare kan læne sig tilbage og være så skråsikre i deres sag.Foto © : Poul Hauch Fenger

Skrevet af RUNE HVISTENDAL KRISTIANSEN

Hvis voldgiftsretten dømmer, at uranloven kun er sat i værks for at stoppe mineprojektet i Kuannersuit, er der tale om ulovlig lovgivning. Derfor bør Naalakkersuisut være meget bekymret, mener advokat Poul Hauch Fenger.

En stemme på Inuit Ataqatigiit er en stemme på at stoppe Kuannersuit-projektet.

Så klar var meldingen fra formanden for naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), op til Inatsisartut-valget i 2021, som Inuit Ataqatigiit endte med at vinde.

Og kun otte måneder efter blev en ny uranlov indført.

En lov, der blev til en uløselig knude for mineselskabet Energy Transition Minerals, da projektet ikke kunne fortsætte, fordi det indeholder uran.

Af den grund har selskabet startet en voldgiftssag mod både Grønland og Danmark igennem en dansk voldgiftsret, og nu står sagen snart til at begynde.

Den sag kan ende med at skabe store problemer for naalakkersuisut, mener ekspert Poul Hauch Fenger, der har en baggrund som jurist i FN og EU:

Det er absolut noget at være ængstelig overfor. Jeg ville være meget bekymret, hvis jeg var den grønlandske regering, siger han til KNR.

Hvis mineselskabet ender med at tabe voldgiftssagen, er det altså først der, at de kræver erstatning fra den danske og grønlandske stat – en erstatning, der kan løbe op på et tocifret milliardbeløb.

Bør være meget bekymret

Erstatningskravet, der kan ende med at blive en massiv mavepuster for den grønlandske økonomi, er dog ikke noget, som naalakkersuisoq for råstoffer, Naaja Nathanielsen, umiddelbart er nervøs for:

Det forholder vi os ikke til, siden der kan være så mange ubekendte i forløbet. Det er ikke et scenarie, jeg umiddelbart kan forestille mig, siger hun til KNR.

Jørgen Hammeken Holm, departementschef for råstoffer, virker heller ikke til at være bekymret over sagen. Til Politiken siger han, at ’det ikke er noget, han ligger søvnløs over’.

Men den bekymringsløshed kan Poul Hauch Fenger ikke forstå:

Jeg ville også være bekymret, hvis jeg var en af de jurister, der havde anbefalet naalakkersuisut til at vedtage det her nye stykke lovgivning. Nu bliver de jo mødt med det her kæmpestore erstatningskrav.

POUL HAUCH FENGER

  • Advokat Poul Hauch Fenger er uvildig part i sagen om mineprojektet i Kuannersuit.

  • Han har en baggrund som jurist i FN og EU, og han har specialiseret sig i international ret og har haft indblik i flere voldgiftssager.

  • Med baggrund i disse, mener han, at det ser ud, som om Grønland har benyttet sig af en såkaldt enkeltsagslovgivning, hvor naalakkersuisut af politiske grunde har vedtaget den nye uranlov alene i et forsøg på at stoppe mineprojektet i Kuannersuit.

Lidt for belejlig lovgivning

Departementet mener, at de har en god sag, og at de har en god nok rygdækning i loven.

Men den tankegang kan ende med at blive en sten i skoen for naalakkersuisut ifølge Poul Hauch Fenger.

Han mener, at uranloven er lidt for belejlig i forhold til situationen i Kuannersuit. Og det er altså ikke godt, hvis voldgiftsretten er af samme overbevisning.

For hvis man ved en voldgift eller en domstol kan bevise, at der er tale om det, man kalder for singulær lovgivning – en enkeltsagslovgivning – der udelukkende er egnet til at regulere én person eller én virksomhed, så er det ulovlig lovgivning, forklarer han.

Vi spørge os selv, om det er helt tilfældigt, at det her stykke lovgivning kommer lige nøjagtigt på det tidspunkt, hvor de politiske vinde i Grønland blæser, som de gør. Der må man bare kigge helt objektivt på det og sige, at det formentlig ikke er et tilfælde, siger Poul Hauch Fenger.

En gyser for fremtidige investorer

Sagen om Kuannersuit-projektet kan ende med at sprede sig som ringe i vandet, hvad angår fremtidens investorer i landet.

Den har nemlig skabt en usikker præcedens, og det kan skræmme ellers velvillige investorer væk, mener Poul Hauch Fenger:

Det kan skræmme potentielle og store investorer væk fra Grønland, hvis det juridiske og politiske klima er af sådan en karakter, at man som virksomhed ikke kan stole på den lovgivning, man blev lovet.

https://knr.gl/da/nyheder/naalakkersuisut-boer-vaere-meget-bekymret

Press Release (Eng)

                 HAUCH FENGER LAWFIRM

               

PRESS RELEASE

The use of cannabis-based medicine to be brought

before the United Nations Human Rights Committee (CCPR)

 

FOR IMMEDIATE RELEASE

COPENHAGEN, DENMARK (21 APRIL 2016) - For the first time, a case on the use of cannabis-based medicine will be brought before the United Nations Human Rights Committee (CCPR). The illegalisation must be put to an urgent test. To save lives.

My client, Ms. Marianne Højgaard Jensen, suffers from Complex Regional Pain Syndrome (CPRS) type 2, stage 3.

All possible avenues for the treatment of my client have been exhausted. She also suffers from severe allergic reaction to regular medication including morphine-based painkillers, thus forcing her to a life of almost unbearable agonising constant pain. Only cannabis-based medicine brings her some relief.

Under Danish law she is prevented from receiving the only possible medical treatment that can let her live a descent, bearable life. Safe from pain, safe from harm.

Time has come to seek vindication of her rights at the international level by lodging a complaint with the United Nations Human Rights Committee against Denmark for violation of her rights inherent and protected inter alia in the International Covenant of Civil and Political Rights (ICCPR).

Ms. Marianne Højgaard Jensen:

“I become a criminal when I, as a patient, act in self-preservation by using cannabis-based medicine, as it is currently illegal in Denmark.”  -

“It is not only about being disabled, but about being sick. Regardless of diagnosis or stage of the disease, the right to a free choice, apply to all. Based on this I will, with my lawyer Mr. Poul Hauch Fenger refer the matter to the United Nations Human Rights Committee. For my own sake and for the thousands of other people in Denmark and abroad who are in an equally intolerable legal, moral and human no man's land.”

On behalf of first and foremost my client, but also the thousands of people in the world, who live a similar life with diseases that can be treated with cannabis-based medicine, we wish to submit that the positive obligation of a state to protect the life and dignity of it’s citizens, also includes facilitating adequate legislation that will allow them to use cannabis-based medicine. Cannabis-medicine is scientifically established to alleviate pain for patients suffering from certain severe diseases, with little or no side effects.

Until now, these people live in a medical and legal vacuum, with only little dignity left. This is not in keeping with international human rights and will be challenged in the United Nations Human Rights Committee.

In the United Nations Declaration on Human Rights, in the ICCPR, and in the International Covenant on Economic, Social and Cultural Rights it is clearly stated that all people are entitled to the rights and freedoms contained therein, without any kind of discrimination.

The UN Convention on the Rights of Persons with Disabilities (UNCRPD) similarly contains provisions by which the rights holders themselves have entitlements to choose their own medicine. It is our position that it constitutes a breach of a number of international conventions when a state prevents a patient’s access to the only medicine that can treat the disease they suffer from.

Article 15 of the UNCRPD establishes that “No one shall be subjected to medical or scientific experimentation without his or her free consent”. This is exactly what these people are.

The Preamble of the Convention recognises the importance of people with disabilities and that they have the right to personal autonomy and independence, including the freedom to make their own decisions of fundamental personal importance, such as decisions about their health and medical condition and the choice of recommended treatments approved by their professional health care practitioner.

Articles 10 and 17 of the Convention reconfirm that every human being has the inherent right to life and that States Parties should take all necessary measures to ensure that people with disabilities can effectively enjoy this right and ensure the respect for his physical and mental integrity on an equal basis with others.

None of these rights, however, can be enjoyed by my client or anyone else in Denmark and numerous other countries. Possession of cannabis is contrary to the law and there is no exception for reasonable access for medically approved use.

In Canada, everyone, not just citizens, has the right to life, liberty and the security of their person in the right not to be deprived thereof except in accordance with principles of fundamental justice (Section 7 of the Canadian Charter of Rights and Freedoms forming part of the Constitution of Canada).

The right to “liberty” has been interpreted by the Canadian courts to grant the individual a degree of autonomy in making decisions of fundamental personal importance, including in particular decisions intimately affecting their private lives. Liberty is not only threatened by criminal prosecution and possible imprisonment but includes the right to make a decision of fundamental importance, including the choice of medication to alleviate the effects of an illness with life-threatening consequences. Consequently, Canada has been required to enable “reasonable access” by “medically approved patients” to cannabis best treatment for their medical condition.

The above statement of the law arises from decisions of the Supreme Court of Canada and was recently reaffirmed in a “medical marihuana” context in the case of Allard v. Canada, 2016 FC 236, a decision of the Federal Court of Canada Trial Division, Mr. Justice Phelan on 24 February, 2016. The Government of Canada announced on March 24, 2016 that it would not appeal that decision, and is therefore in the process of putting together a new medical marihuana regulation that complies with the Canadian Constitution by the deadline set by the Court of 24 August, 2016 that must at least include “reasonable access” that, in turn includes the right of the patient to produce cannabis for him or herself or have a caregiver assist or do so for them. The Canadian Government reaffirmed this at UNGASS 2016.

Canada has set an example on the enjoyment of human rights, which should be followed by the United Nations Human Rights Committee (CCPR). The complaint to be lodged will pursue this objective in the shared interest of Ms. Marianne Højgaard Jensen and thousands of other individuals.

 

ENDS

POUL HAUCH FENGER | ATTORNEY-AT-LAW ⎪MASTER OF INTERNATIONAL RELATIONS
HAUCH FENGER LAWFIRM ⎪HALLINSGADE 27 DK-2100 COPENHAGEN ⎪
+45 26 24 06 22 ADVOKAT@HAUCHFENGER.DK HAUCHFENGER.DK CVR 36625139

Tag ikke den sidste frihed fra de indsatte

Flere politiske partier vil have rygning forbudt for de indsatte i landets fængsler, fordi fængselspersonalet udsættes for passiv rygning. Det er at skyde spurve med kanoner.

Jeg kommer som forsvarsadvokat i de danske fængsler hver uge. Mine klienter har – i lighed med deres medindsatte – maksimalt een time ude under åben himmel per dag. Allerede alt for lidt. Men de vil blive begrænset til kun at ryge i dette tidsrum, hvis det står til politikerne. At begrænse en af de eneste glæder de indsatte har; en af de eneste friheder de har, vil være uforholdsmæssigt. Det vil være et ekstremt indgreb, der vil skabe stor frustration på gangene og vil på ingen måde bidrage til et godt ”indeklima” i de danske fængsler. Hverken i den indsattes egen psykologi, mellem indsatte eller mellem indsatte og fængselsbetjente.

En smøg kan derimod ofte være med til at dulme det afsavn de indsatte har, skrue lidt ned for den fortvivlelse de har over den handlingslammede situation de jo er i, og den derved forbundne frustration. Det er en ”pacifier”.

Risiko for passiv rygning er minimal

Fængselspersonalet kommer kun ind i cellerne ganske kortvarigt, når der skal afleveres mad, når de indsatte skal på gårdtur eller have besøg. Faktisk kommer de ikke ind. De står i døråbningen. Det er sammenlagt få sekunder sammenlagt om dagen, der måske løber op i et minut. De ”arbejder” ikke i cellerne, som det argumenteres af politikerne. De indsatte rydder selv op og gør rent. En risiko for passiv rygning er helt minimal.

Såfremt man som fængselsbetjent ikke vil have en lille smule røg i lungen i de få minutter man er udsat for det om dagen, kan man tage en ”luftforureningsbeskyttelsesmundkurv” på, mens man står i døråbningen, så er problemet løst. Det er i øvrigt mit indtryk, at fængselspersonalet selv holder meget af tobak. Men det er naturligvis alene på øjemål.

Gode, gamle Fjodor Dostojevskij sagde: “Et samfunds grad af civilisation kan vurderes ud fra behandlingen af dets fanger….”.

Dette forslag er ikke højt civiliseret.

Nævningemandsland

Nævningeting er ikke et spejl af dagens samfund Etniske danskere er nævninge i områder med stor andel af indvandrere. Konsekvensen er en nedbrydning af tilliden til retssystemet.

Når et syditaliensk fodboldhold spiller mod et norditaliensk hold, sikrer det italienske fodboldforbund så vidt muligt, at dommere og linjevogtere ikke kommer fra hverken Syditalien eller Norditalien. At de ikke kommer med forudfattede følelser og holdninger, der bevidst eller ubevidst vil kunne komme til at præge deres måde at dømme på.

Når fodboldforbund – ikke bare i Italien, men også i Argentina, Spanien og andre lande, hvor der er kulturelle eller mentale brydninger mellem syd og nord, øst og vest – er så omhyggelige med at vælge dommere, er det ikke alene ud fra hensynet til, at dommerne reelt og faktisk skal være så upartiske som muligt.

De skal i lige så høj grad fremstå sådan i respekt for det, der kaldes et ’appearance-hensyn’.

Vi tænker ofte, at det amerikanske retssystem er primitivt i forhold til politisk udnævnte dommere og dødsstraf. Men her er det det danske retssamfund, som er tilbagestående. For den afspejling, der skal være af befolkningen i et nævningeting, er der ikke i Danmark. Det oplever jeg ofte i mit arbejde som forsvarsadvokat.

Misrepræsentation

I forstæder til København eller Odense, hvor første-, anden- og tredjegenerationsindvandrere udgør store procentdele af befolkningen med kun få etniske danskere, er det alligevel aldrende etniske danskere, som er nævninge.

Ville du, kære læser, have det okay med at blive dømt udelukkende af en flok afrikanske eller asiatiske dommere, der intet anede om din samfundsmæssige kulturelle baggrund, der kunne kontekstualisere og måske endda forklare dine gerninger?

Ville du føle dig rolig i dit sind og trygt kunne lægge dit hoved på den tynde pude i din fængselscelle i vished om, at disse nævninge virkelig var uafhængige, uden fordomme, xenofobi eller vrangforestillinger, som kunne have præget deres afgørelse?

De, som bliver dømt, om det er fodboldspillere eller tiltalte ved en retssag, skal ikke alene bedømmes upartisk, men de skal også føle, at de bliver dømt af upartiske dommere. Upartiske både bevidst og ubevidst.

Det er derfor vigtigt, at dommere og nævninge ikke bare er, men fremstår så upartiske som muligt over for dem, de skal dømme, men også over for publikum; tilskuere til en fodboldkamp eller borgere i en retssal.

Vi må også i Danmark have domsmænd og nævninge, der rent faktisk afspejler det samfund, vi lever i. Præcis som det allerede gennem mange, mange år har været tilfældet i flere af de lande, vi jævnligt sammenligner os med.

Flere af disse lande har været kolonimagter eller er blevet befolket af folk fra hele verden. De har længe været befolkningsmæssigt sammensat af afrikanere, asiater, arabere, latinoer. Disse lande er forud for os. Langt forud.

For at folket og dets etniske sammensætning har kunnet acceptere afgørelser fra domstole og nævn etc., har disse lande været nødt til at indlemme folk med anden hudfarve end den hvide, som domsmænd og nævninge.

På trods af, at vi i Danmark længe har befundet os midt i globaliseringen, hvor folk fra hele verden er flyttet hertil og nu udgør 11,6 procent på landsplan, 36,4 procent i Ishøj og hele 17,5 procent i Region Hovedstaden, jf. Danmarks Statistiks ’Indvandrere i Danmark 2015’, har disse kendsgerninger ikke afspejlet sig i de danske retssale. Indvandrere er også oftere i retssalene, Kriminaliteten for mænd med udenlandsk oprindelse var 38 pct. højere end for samtlige mænd i Danmark i 2000, og for kvinder med udenlandsk oprindelse var den 27 pct. højere. Indvandreres står derfor oftere foran domsmænd og nævninge.

En krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention?

Det er en potentiel krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) art. 6 om retten til en retfærdig rettergang. I art. 6, stk. 1, står:

»Enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov, når der skal træffes afgørelse enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse«.

Art. 6 er en af de mest anvendte artikler til at måle uvilkårlige retslige overgreb på individet og fortolkes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) traditionelt udvidende.

I art. 6 er ordene ’uafhængig’ og ’upartisk’ vigtige. For kan man egentlig sige, at en dom afsagt af et nævningeting er uafhængig og upartisk, hvis det har forudfattede meninger, fordomme eller manglende viden – eller at det kan se sådan ud?

For at rette op på problemet bør der i første omgang sendes et stærkere retssociologisk signal fra Justitsministeriet eller retspræsidenterne til kommunernes grundlisteudvalg, som står for indsamlingen af nævninge til – forebyggende og helbredende – at sikre diversiteten. Retsplejeloven er temmelig tavs herom – i par. 69 indgår alene en meget bred positivt afgrænset personkreds.

Problemet er, at der fortsat ikke er nok unge, kvinder og nydanskere, som melder sig. Det er et oplysningsproblem; mange ved ikke engang, at ordningen findes, og at alle har mulighed for at melde sig. Der skal derfor ske et opsøgende arbejde, så folk med anden etnisk herkomst opmuntres aktivt til at komme på disse lister.

Konsekvens: en nedbrydning af tilliden til retssystemet

I Danmark er det hovedsagelig de politiske partier, der indstiller borgere til at være domsmænd og nævninge. Det har været fremhævet af bl.a. juraprofessor Eva Smith, at »problemet er, at de politiske partier bruger indstillingerne som en slags belønning, der kan deles ud til flittige partisoldater. Partierne bør være mere bevidste om at sikre en fornuftig sammensætning, der afspejler det danske samfund – i stedet for at bruge den her institution til at belønne folk fra egne rækker«.

Det forhold, at de politiske partier indstiller nævninge, der er med til at dømme, udgør en udviskning af magtens tredeling. Dommene bliver politiske. Ikke kun juridiske.

Den nuværende lægdommerperiode begyndte 1. januar 2016 og løber til 31. december 2019. I denne periode opfordres politikere til gennem oplysningskampagner, at få folket til at kontakte deres kommunes grundlisteudvalg, hvis de vil gøre en forskel og udfylde en vigtig og spændende samfundsrolle. At lægdommerne er fejlrepræsenteret er lige så meget samfundets som borgernes skyld – det er for dårligt, at borgerne mangler så meget kendskab til deres eget demokrati.

Konsekvenserne af den eksisterende tilstand er en nedbrydning af tilliden til retssystemet; opbygning af uønskede alternative konfliktløsningssystemer, etniske spændinger, opløsning af sammenhængskraften i samfundet og en oplevelse af et dem og os, som afføder disintegration.

Denne artikel er en opdatering af et tidl. debatindlæg bragt i Politiken i marts 2014.

Foto: Pinterest/ Thomas Hart Benton

[http://pov.international/naevningemandsland/][1]